Elsikkerhed

Elektrisk apparatur udgør en betydelig del af det udstyr, som anvendes i alle kemiske laboratorier. Opvarmning, omrøring og centrifugering er eksempler på almindelige operationer, som er elektrisk betjente. Man kan ikke konstruere apparatur således, at elektricitetsulykker er umulige; men ved iagttagelse af nogle få grundlæggende sikkerhedsregler ved tilslutning og betjening af apparatur kan lang de fleste elektricitets ulykker undgås. El reparationer må kun fortages af uddannet personale.

Alle sikkerhedsforanstaltninger skal tjene til at forhindre, at elektrisk strøm kan gå gennem en person. Strømstyrken gennem en person er bestemt af overgangsmodstanden i huden. Modstanden nedsættes væsentligt og strømstyrken vokser derfor, hvis huden er fugtig.

  • Betjen aldrig et elektrisk apparat med fugtige hænder.
  • Hvis der spildes væske på et elektrisk apparat, skal dette afbrydes inden rengøring.

 

Hvor farlig en strøm er, afhænger foruden af strømstyrken også af dens vej i legemet. En strøm på 50 mA, der passerer hjerteregionen, er dødelig.

  • Betjen derfor aldrig et elektrisk apparat, mens den ene hånd er i kontakt med en radiator, et vandrør eller lignende jordforbundet genstand.
  • Betjen ikke elektrisk apparatur, når du står på et fugtigt gulv, som kan være afledet til jord. Bær i givet fald isolerende fodtøj.

 

Når nyt apparatur opstilles eller tilsluttes skal man iagttage:

  • At apparaturet skal være forsynet med afledning til jord. Tilkald fagmand.
  • At ledninger mærket gul/grøn kun må benyttes som jordledning.
  • At flere apparater i samme opstilling skal tilsluttes en fælles jordledning.
  • At forlængerledninger skal være med jord. De forlængerledninger, som bruges i private hjem, må ikke benyttes.
  • Lad være med at pille i et elektrisk apparat. Tilkald fagmand.

 

Hvis en el-ulykke er sket, husk da:

  • At spændingsforsyningen til et defekt apparat skal afbrydes, inden en uheldsramt person berøres (hvis personen er i kontakt med apparatet).
  • At el-ulykker kan medføre choktilstand og bevidstløshed. Se Førstehjælp.
  • At brand i elektriske installationer bekæmpes med kulsyreslukkere, aldrig vand. Pulverslukkere kan anvendes, men vil ofte ødelægge apparaturet.

Godkendte stik

Apparatur der anvendes på Institut for Kemi skal være korrekt jordforbundet. Det er brugerens ansvar at kontrollere at apparaturet er jordforbundet.

Den danske standard er tre ben på stikproppen: Fase, nul og jord. Figur 4 nedenfor viser et sådant stik.

"Schuko-stik"

Desværre leveres udstyr ofte med ”Schuko”-stik, (se figur 1) der er den europæiske standard. De giver ikke nogen jordforbindelse i et dansk strømudtag!
Vi har flere tilfælde af brugere der har fået stød eller har fået ødelagt målinger på grund af manglende jordforbindelse.

Husk derfor at:

Kontrollere det eksisterende apparatur. Hvis der sidder Schuko-stik skal man gøre et af følgende:

  • Skift hele ledningen hvis det er en apparatledning der kan skiftes
  • Klip Schuko-stikket af, og få monteret et dansk stik i stedet (figur 4)
  • Sæt en Schuko-adapter på stikket, der laver det om til dansk type (figur 2)

Når I bestiller apparatur, så husk forhandleren på, at det skal leveres med danske jordstik.
Adaptere, danske apparatledninger og danske stik kan fås på værkstedet.

Schuko-stik må kun anvendes på Institut for Kemi hvis det sker sammen med en adapter der sikrer jordforbindelse.

 

"Bananstik"

Det er forbudt at bruge "Gammeldags bananstik" til apparatur eller måleudstyr, der anvender eller kan komme til at anvende spændinger over 30 V AC og 60 V DC.

Til elektronik på spændinger under 30 V AC og 60 V DC må man stadigvæk bruge de gammeldags 4 mm blanke bananstik.

Til alt andet udstyr der skal anvende prøveledninger, skal der bruges andre stiktyper eller bananstik med fast eller forskydelig kappe der sikrer, at man ikke kan komme i kontakt med strømførende dele.

 

EDB-strøm

EDB-strømstik har flade skråtstillede ben, se figur 5.

De må kun bruges til EDB-udstyr, ikke til apparater!

Ved at holde EDB-udstyr og apparater på separate el-systemer, beskyttes computerne mod overbelastning.

 

Dobbeltisolerede apparater

Såfremt et apparat er mærket med symbolet for "dobbeltisoleret", to kvadrater indeni hinanden, er der ikke sikkerhedsmæssigt krav om jordforbindelse.

Denne type apparater kan være forsynet med "europlug", som vist på figur 3.

 

Andre stiktyper

Der findes et utal af elektriske forbindelse, både til strømforsyning og til forbindelse mellem apparater.

Er du i tvivl, så kontakt en fagmand, så du er sikker på, at forbindelsen kan:

  • levere den korrekte spænding
  • kan håndtere den krævede strømstyrke
  • har korrekt jordforbindelse

Forskellige stiktyper